Dag 9 i karantæne-måske-der-snart-sker-et-dødsfald-i-vores-husholdning-eller-også-spiser-vi-os-ihjel.. ja herhjemme er vi udfordret ligesom i mange andre familier, T arbejder meget og skal stadig møde ind på job hver dag. Eftersom at skolen er lukket både for mig og min ældste søn, så er jeg blevet underviser (da jeg stadig har fjern undervisning af mine elever), folkeskolelærer og pædagog for min mindste…
Jeg bruger formiddagen på at lave undervisning med min søn, som går i 2. Klasse, der skal en del portion tålmodighed og motivation til, for han skal kunne koncentrere sig om opgaverne, imens hans lillebror på 3 laver lidt forskelligt.
Jeg plejer, at prøve på at, få den mindste til at sidde ved bordet sammen med os, ihvertfald lidt af tiden- så han ikke distrahere den store, alt for meget. Mine drenge er nogle rigtige lege-Lego-fantasi drenge og derfor lokker alt der dufter af at lege, dem væk fra sådan noget som matematik opgaver.
Min store knægt og jeg når ca. halvdelen af hvad hans lære mener, at vi skal nå på en dag, ja mit pligtopfyldende hjerte har det hårdt med det, men mere når vi altså ikke. Når vi så har siddet med undervisningen hele formiddagen, så er det tid til frokost og tid til at den mindste skal have en middags lur.. thanks god..
…..For på nuværende tidspunkt, nemlig ca. kl. 11:30 – der er min ældste søn og jeg lige der hvor vi er ved at rykke hovederne af hinanden, jeg har tilsyneladende lagt alle pædagogisk og motiverende sætninger på hylden, og kan simpelthen ikke være i, at han ikke er mere disciplineret og har en højere gennemførelses evne 🙂
Ja stupidt lyder det, når man sidder her på den anden side af det, jeg underviser både unge og ældre mennesker til dagligt, og der tænker jeg, at jeg udviser stor tålmodighed og empati. Men den side af mig lagde jeg åbenbart på hylden, da jeg overtog undervisnings pligten for min søn.. …amen hvor dumt er det lige 🙂 når ja men ikke desto mindre er det korrekt.. lad os sige, at efter 2,5 time i ilden, så er det tiltrængt med en frokost pause.
Efter frokost pausen skal den mindste puttes til en middagslur, og så er der afslapnings timer for mig og den store, eller det vil sige, så skal jeg arbejde for der er stadig undervisning der skal planlægges og udvikles, der er elever der skal tjekkes op på om alt går som det skal og om de for afleveret deres undervisning fra dagene i forvejen.
Så ind til min mindste vågner igen, sidder jeg foran min skærm og arbejder, jeg ville ønske, at det var her, at jeg kunne slappe af og nyde den store lidt, men rent logistisk så bliver jeg nød til at udnytte timerne på at arbejde, mit døgn er nemlig desværre ikke længere end 24 timer.. surprise 😉
Når så den mindste står op så er pædagogen på igen og vi skal ud på tur, noget natur bingo halløj, som jeg “heldigvis” via Facebook, har fået foreslået er en god udviklings mulighed for børnehavebarnet, som ikke kan komme i institution … Indskudt sætning: Der er simpelthen alt for mange “det her kan du også lave med dine børn”- opslag. De stresser mig og fylder for meget i “jeg-vil-bare-rigtig-gerne-være-en-god-mor” centeret i hjernen. Jeg får rigeligt med inspiration og opgaver der skal løses fra diverse portaler som mobilbarn og aula…. Ja aula- Don’t get me started, just shoot me…
Omkring aftensmad tid er arbejdsdagen slut for T. Han kommer hjem til en kone med minus på kontoen og en bankende dårlig samvittighed over ikke, at have arbejdet mere (med mit rigtige job) end jeg har haft mulighed for.
Derfra tager T lidt over på børnene, min hjerne banker derud af og jeg kan ikke holde tankerne tilbage om børnene ikke også trænger til at komme lidt tidligere i seng, så jeg kan får lidt ro til at arbejde. Den følelse er simpelthen, den værste i verden, for det er jo ikke en jeg-nyder-samværet-med-mine-børn følelse, nej tvært imod, det er en hvornår-kan-jeg-egentlig-slippe-for-at-være-sammen-med-dem følelse.. Og så banker det der center i hjernen på højtryk :-/
Vi får spist og puttet ungerne… NU ER DET FANDEME MIG TID….!!!
Nååååå nej… der var jo lige det der arbejde, som jeg egentlig ikke havde nået hele dage og sidst på aftenen, så krydder T og jeg også lige forstads-forældre-livet af med en diskussion om det det møde som han har dagen efter er vigtigere end, at jeg skal live undervise i et kaos af 2 børn…
Så ja…
Navlepilleri…? JA
I-lands problemer…? JA
Pisse hårdt…? Fu***ng JA
Og så er jeg slet ikke begyndt, at skrive om køkkenskabene og køleskabets magnetiske kraft på karantæneramte familier (læs-mor), eller bekymringerne om ens nærmeste og verdenens fremtid… eller at se ens krop i forfald i mangel på fysisk aktivitet.. Og ja tankerne om, at det faktisk kunne være dejligt at få ryddet op i reolen på kontoret…
Følgetonen fortsættes… der er jo KUN godt 14 dage igen :-/
Hæng i!!! Jeg prøver…
HVIS I SER MINE BØRN STÅ UDE VED VEJEN ALENE I MORGEN. SÅ BLAND JER UDENOM… HJEMMESKOLEN HOLDER BRANDØVELSE
– HELE DAGEN !
-K
Spot on – godt skrevet 😉
Tak søde Betina